I medfør af lov nr. 261 af 18. marts 2015 om universiteter (universitetsloven) fastsættes følgende studieordning for kandidatuddannelsen i informationsteknologi, oplevelsesdesign, ved Aalborg Universitet (herefter kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign).
Kandidatuddannelsen er tilrettelagt i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 1328 af 15. november 2016 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 1062 af 30. juni 2016 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen). Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2017 (kandidatadgangsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 114 af 3. februar 2015 (karakterbekendtgørelsen) med senere ændringer.
Uddannelsen udbydes i Aalborg.
Kandidatuddannelsen hører under Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.
Kandidatuddannelsen hører under Studienævn for Kommunikation og Digitale Medier
Kandidatuddannelsen er tilknyttet censorkorps for Kommunikation og oplevelsesdesign
Adgangskravet til kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign er en gennemført relevant bacheloruddannelse eller professionsbacheloruddannelse. En bacheloruddannelse eller professionsbacheloruddannelse defineres som relevant, hvis centrale fagområder giver kompetence inden for mindst to af kandidatuddannelsens centrale fagområder i et samlet omfang af mindst 60 ECTS:
Adgangsgivende uddannelser med retskrav på optagelse
Adgangsgivende uddannelser uden retskrav på optagelse
Ansøgere som ikke opfylder de anførte optagelseskrav kan optages, såfremt studienævnet efter en konkret vurdering skønner, at ansøgeren har uddannelsesmæssige forudsætninger, som kan sidestilles hermed. Studienævnet kan i den forbindelse indkalde ansøgeren til en samtale.
For yderligere oplysninger, se www.uddannelsestjekker.dk
Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen Cand.it. i oplevelsesdesign. Den engelske betegnelse er Master of Science (MSc.) in Information Technology, Experience Design.
Kandidatuddannelsen er en 2-årig forskningsbaseret heltidsuddannelse. Uddannelsen er normeret til 120 ECTS.
Studienævnet kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra andre kandidatuddannelser træder i stedet for uddannelseselementer i denne uddannelse (merit). Studienævnet kan også godkende, at beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau træder i stedet for uddannelseselementer efter denne studieordning. Afgørelser om merit træffes af studienævnet på baggrund af en faglig vurdering. For regler om merit se fællesbestemmelserne.
Studienævnet kan, når der foreligger usædvanlige forhold, dispensere fra de dele af studieordningens bestemmelser, der ikke er fastsat ved lov eller bekendtgørelse. Dispensation vedrørende eksamen gælder for den først kommende eksamen.
Eksamensreglerne fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på fakultetets hjemmeside.
I bedømmelsen af samtlige skriftlige arbejder skal der ud over det faglige indhold, uanset hvilket sprog de er udarbejdet på, også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne. Til grund for vurderingen af den sproglige præstation lægges ortografisk og grammatisk korrekthed samt stilistisk sikkerhed. Den sproglige præstation skal altid indgå som en selvstændig dimension i den samlede vurdering. Dog kan ingen prøve samlet vurderes til bestået alene på grund af en god sproglig præstation, ligesom en prøve normalt ikke kan vurderes til ikke bestået alene på grund af en ringe sproglig præstation.
Studienævnet kan i særlige tilfælde (f.eks. ordblindhed og andet sprog end dansk som modersmål) dispensere herfor.
Specialet skal indeholde et resumé på engelsk (eller et andet fremmedsprog: fransk, spansk eller tysk efter studienævnets godkendelse) . Hvis projektet er skrevet på engelsk, skal resumeet skrives på dansk (Studienævnet kan dispensere herfra). Resumeet skal være på mindst 1 og må højst være på 2 sider (indgår ikke i eventuelle fastsatte minimum- og maksimumsidetal pr. studerende). Resumeet indgår i helhedsvurderingen af projektet.
Dele af uddannelsens pensum vil foreligge på engelsk, ligesom flere af uddannelsens kurser kan udbydes på engelsk, hvorfor fortrolighed med engelsk er en forudsætning for gennemførelse af uddannelsen.
Nedenstående kompetenceprofil vil fremgå af eksamensbeviset:
En kandidat har kompetencer erhvervet gennem et uddannelsesforløb, der er foregået i et forskningsmiljø.
Kandidaten kan varetage højt kvalificerede funktioner på arbejdsmarkedet på baggrund af uddannelsen. Desuden har kandidaten forudsætninger for forskning (ph.d.-uddannelse). Kandidaten har i forhold til bacheloren udbygget sin faglige viden og selvstændighed, således at kandidaten selvstændigt anvender videnskabelig teori og metode inden for såvel akademisk og erhvervsmæssig/ professionel sammenhæng.
Kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign ved Aalborg Universitet er en forskningsbaseret, eksperimentel heltidsuddannelse, som skal give den studerende grundlag for udøvelse af erhvervsfunktioner og kvalificere til optagelse på ph.d.-uddannelser.
Det overordnede formål for kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign, er, at den studerende skal opnå kompetencer til at indgå i virksomheder, organisationer, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt at iværksætte egen virksomhed for her at analysere, designe, implementere, formidle, teste og evaluere digitale oplevelsesprodukter og -tjenester. Uddannelsens genstandsfelt er it-baserede oplevelser, deres teoretiske baggrund samt deres design, produktion, distribution, brug og betydning. Kandidaten lærer at beherske feltet teoretisk, metodisk, analytisk og praktisk-designmæssigt. Kandidaten skal dermed kunne udføre erhvervsfunktioner inden for arbejdsmarkedet, hvor it-baserede oplevelser spiller en afgørende rolle. Her skal kandidaten være i stand til at anlægge et informeret, nuanceret, kritisk, kreativt og konstruktivt perspektiv på designmæssige, æstetiske, teknologiske, (for)brugsmæssige, formidlingsmæssige, ledelsesmæssige og økonomiske problemstillinger med relation til itbaserede oplevelser og oplevelsesdesign.
Kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign, bygger videre på og supplerer de teoretiske og metodiske kundskaber og de analytiske, designmæssige og praktisk-konstruktive færdigheder med henblik på studiet og konstruktionen af it-baserede oplevelser, som den studerende har opnået i løbet af den forudgående bacheloruddannelse. Kandidaten vil bl.a. kunne fungere som oplevelsesdesigner, projektleder, konsulent, underviser og uddannelsesudvikler, indholdsproducent og iværksætter af egen virksomhed. En kandidat i oplevelsesdesign vil med andre ord kunne indgå i virksomheder og organisationer på et ledende og konstruerende niveau og her iværksætte, udvikle, implementere, formidle og evaluere digitale oplevelsesprodukter og - tjenester, ligesom den studerende vil være i stand til selv at fungere som iværksætter inden for oplevelsesøkonomien.
Gennem kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign har den studerende mulighed for at profilere sin uddannelse ved valg af projekt- og specialeemner og valgfag. Selv om der er mulighed for profilering og specialisering lægger uddannelsen vægt på, at den studerende er i stand til at kunne inddrage og håndtere mange forskellige typer af it-baserede oplevelser og oplevelsesdesigns i forhold til konkrete opgaver og kontekster.
Kandidaten
Den studerende skal gennem kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign opnå viden om:
Den studerende skal gennem kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign opnå færdigheder i:
Kompetencer
Den studerende skal gennem kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign opnå kompetencer til:
Kandidatuddannelsen løber over fire semestre (7.-10. semester). På 7. og 8. semester har den studerende mulighed for at tone sin uddannelse ved hjælp af valgfagsmoduler. På 9. semester gennemføres et projektorienteret praksisforløb i en relevant virksomhed eller organisation i en national eller international kontekst. På 10. semester skrives kandidatspeciale. I uddannelsen kan indgå et studieophold i udlandet.
Kandidatuddannelsen i oplevelsesdesign er modulopbygget og tilrettelagt som et overvejende problembaseret og projektorganiseret studium bestående af obligatoriske projektmoduler, obligatoriske studiefagsmoduler og et obligatorisk speciale. Hertil kommer 2 valgfagsmoduler
Obligatoriske moduler
Agil konceptudvikling i et designforskningsperspektiv | 7. semester | 5 ECTS-point |
Oplevelsesdesign: Fra problem til koncept (projektmodul) | 7. semester | 15 ECTS-point |
Oplevelser og æstetik (studiefagsmodul) | 7. semester | 5 ECTS-point |
Oplevelsesdesign: Fra koncept til produkt (projektmodul) | 8. semester | 20 ECTS-point |
Digitale oplevelsesteknologier (studiefagsmodul) | 8. semester | 5 ECTS-point |
Oplevelsesdesign i praksis (projektmodul) | 9. semester | 25 ECTS-point |
Forskningsmetodologi (studiefagsmodul) | 9. semester | 5 ECTS-point |
Kandidatspeciale | 10. semester | 25 ECTS-point |
Valgfrie moduler, hvoraf den studerende skal vælge to*
Valgfag A | 7. semester | 5 ECTS-point |
Valgfag B | 8. semester | 5 ECTS-point |
* Den studerende kan vælge valgfag udbudt af studienævnet for Kommunikation og Digitale Medier eller søge studienævnet om tilladelse til at erstatte et eller begge valgfrie moduler med valgfag udbudt af andre studienævn ved Aalborg Universitet eller andre universiteter. Valgfagsmoduler skal under alle omstændigheder tilsammen udgøre 10 ECTS-point af hele kandidatuddannelsen. De angivne valgfrie moduler oprettes efter studienævnets beslutning. Det betyder, at ikke alle valgfagsmoduler oprettes hvert år.
Uddannelsens 7. semester er forankret i et 5 ECTS-point modul i Agil konceptudvikling i et designforskningsperspektiv, et 15 ECTS-point projektmodul i "Oplevelsesdesign: Fra problem til koncept", et 5 ECTS-point studiefagsmodul "Oplevelser og æstetik" og et 5 ECTS-point valgfagsmodul. Der skrives projekt inden for temaet: ”Fra problem til koncept”. Der arbejdes med oplevelsesdesigns tidlige faser, hvor især analyser, empiriske undersøgelser og idéudvikling fører til koncept og konceptfremstillinger.
Uddannelsens 8. semester er forankret i et 20 ECTS-point projektmodul i "Oplevelsesdesign: fra koncept til produkt", et 5 ECTS-point studiefagsmodul "Digitale oplevelsesteknologier " og et valgfagsmodul på 5 ECTS-point. Der skrives projekt inden for temaet: ”Fra koncept til produkt”. Der arbejdes med oplevelsesdesigns senere udviklingsfaser, hvor viden om forretningsmodeller og organisationsformer, æstetiske redskaber og test af prototyper er grundlaget for produktudvikling.
Uddannelsens 9. semester er forankret i et 25 ECTS-point projektmodul i ”Oplevelsesdesign i praksis” og et 5 ECTS-point studiefagsmodul i "Forskningsmetodologi”. Der skrives projekt inden for temaet ”Oplevelsesdesign i praksis”.
Uddannelsens 10. semester indeholder, under vejledning af den studerende, udarbejdelsen af et kandidatspeciale indenfor uddannelsens faglige område.
Uddannelsesoversigten for kandidatuddannelsen i informationsteknologi, oplevelsesdesign består af en række opbligatoriske fag og valgfrie moduler, som kan ses nedenfor.
Udbydes som:
1-faglig | |||||
Modulnavn | Type | ECTS | Bedømmelse | Censur | Prøve |
7. Semester
| |||||
Agil konceptudvikling i et designforskningsperspektiv | Kursus | 5 | Bestået/ikke bestået | Intern prøve | Skriftlig |
Oplevelsesdesign: fra problem til koncept | Projekt | 15 | 7-trins-skala | Ekstern prøve | Mundtlig pba. projekt |
Oplevelser og æstetik | Kursus | 5 | 7-trins-skala | Intern prøve | Skriftlig |
Valgfag A | Kursus | 5 | Bestået/ikke bestået | Intern prøve | Skriftlig |
8. Semester
| |||||
Oplevelsesdesign: Fra koncept til produkt | Kursus | 20 | 7-trins-skala | Ekstern prøve | Mundtlig pba. projekt |
Digitale oplevelsesteknologier | Kursus | 5 | 7-trins-skala | Intern prøve | Skriftlig |
Valgfag B | Kursus | 5 | Bestået/ikke bestået | Intern prøve | Skriftlig |
9. Semester
| |||||
Oplevelsesdesign i praksis | Projekt | 25 | 7-trins-skala | Intern prøve | Mundtlig pba. projekt |
Forskningsmetodologi | Kursus | 5 | Bestået/ikke bestået | Intern prøve | Skriftlig |
10. Semester
| |||||
Kandidatspeciale | Kursus | 30 | 7-trins-skala | Ekstern prøve | Mundtlig pba. projekt |
Valgfrie moduler
Studerende kan vælge valgfag, der tilbydes af Studienævnet for Kommunikation og Digital Medie, eller anmode Studienævnet om tilladelse til at erstatte en eller begge valgfagsmoduler (A og B) med valgfag tilbudt af andre studienævn på Aalborg Universitet eller andre universiteter. Under alle omstændigheder skal valgfrie moduler altid repræsentere tilsammen 10 ECTS-point. De valgfrie moduler tilbydes som fastsat af Studienævnet. Det betyder, at ikke alle valgfrie moduler vil blive tilbudt hvert år. Studienævnet kan beslutte at annullere planlagte moduler.
Studienævnet offentliggør og vedligeholder på sin hjemmeside mere udførlige oplysninger om uddannelsen, herunder eksamen her www.aau.dk/uddannelser/kandidat/oplevelsesdesign
Studieordningen er indstillet af Studienævnet for Kommunikation og Digitale Medier og godkendt af dekanen. Studieordningen har virkning fra den 1. september 2018 og gælder for alle studerende, der påbegynder kandidatstudiet på denne dato eller senere.
Det besluttes af Studienævnet for Kommunikation og Digitale Medier og/eller Det Humanistiske Fakultetskontor, AAU, hvornår der sidste gang afholdes prøver efter nærværende studieordning.
Der er foretaget mindre redaktionelle ændringer i forbindelse med digitalisering af studieordningen.