Studieordning for kandidatuddannelsen i klinisk videnskab og teknologi 2020

1: Forord

I medfør af lovbekendtgørelse nr. 172 af 27. februar 2018 om universiteter (universitetsloven) med senere ændringer fastsættes følgende studieordning. Uddannelsen følger endvidere fællesbestemmelserne og eksamensordningen for Aalborg Universitet.
 

2: Bekendtgørelsesgrundlag

Kandidatuddannelsen er tilrettelagt i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 20 af 9. januar 2020 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 2020 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen). Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 153 af 26. februar 2020 (adgangsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 114 af 3. februar 2015 (karakterbekendtgørelsen).

3: Campus

Uddannelsen udbydes i Aalborg.

4: Fakultetstilhørsforhold

Kandidatuddannelsen hører under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

5: Studienævnstilhørsforhold

Kandidatuddannelsen hører under Studienævn for Sundhed og Teknologi

6: Censorkorpstilhørsforhold

Kandidatuddannelsen er tilknyttet censorkorps for Ingeniørernes Landsdækkende Censorkorps/Elektronik, IT og energi (elektro)

7: Adgangskrav

Adgangsgivende uddannelser med retskrav på optagelse

Aalborg Universitet udbyder ingen bacheloruddannelser med retskrav på optagelse på denne kandidatuddannelse.


Adgangsgivende uddannelser uden retskrav på optagelse

Sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser som sygeplejerske, radiograf, fysioterapeut, ergoterapeut, jordemoder, bioanalytiker eller tilsvarende.

 

8: Uddannelsens titel på dansk og engelsk

Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen Cand.scient. i klinisk videnskab og teknologi. Den engelske betegnelse er Master of Science (MSc) in Clinical Science and Technology.

9: Uddannelsens normering angivet i ECTS

Kandidatuddannelsen er en 2-årig forskningsbaseret heltidsuddannelse. Uddannelsen er normeret til 120 ECTS.

10: Regler om merit, herunder mulighed for valg af moduler, der indgår i en anden uddannelse ved et universitet i Danmark eller udlandet

Studienævnet kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra andre uddannelser på samme niveau træder i stedet for uddannelseselementer i denne uddannelse (merit).

Studienævnet kan efter ansøgning ligeledes godkende, at en del af denne uddannelses uddannelseselementer gennemføres ved et andet universitet eller en anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet (forhåndsmerit).

Studienævnets afgørelser om merit træffes på baggrund af en faglig vurdering.

11: Dispensationer

Studienævnets muligheder for at tildele dispensation, herunder dispensation til yderligere prøveforsøg og særlige prøvevilkår, fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger

12: Eksamensregler

Eksamensreglerne fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger

13: Regler om skriftlige opgaver, herunder kandidatspeciale

I bedømmelsen af samtlige skriftlige arbejder skal der ud over det faglige indhold, uanset hvilket sprog de er udarbejdet på, også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne. Til grund for vurderingen af den sproglige præstation lægges ortografisk og grammatisk korrekthed samt stilistisk sikkerhed. Den sproglige præstation skal altid indgå som en selvstændig dimension i den samlede vurdering. Dog kan ingen prøve samlet vurderes til bestået alene på grund af en god sproglig præstation, ligesom en prøve normalt ikke kan vurderes til ikke bestået alene på grund af en ringe sproglig præstation.

Studienævnet kan i særlige tilfælde (f.eks. ordblindhed og andet sprog end dansk som modersmål) dispensere herfor.

Specialet skal indeholde et resumé på engelsk. Hvis projektet er skrevet på engelsk, kan resumeet skrives på dansk. Resumeet indgår i helhedsvurderingen af projektet.

14: Regler om krav om læsning af tekster på fremmedsprog

Det forudsættes, at den studerende kan læse akademiske tekster på moderne dansk, norsk, svensk og engelsk samt anvende opslagsværker mv. på andre europæiske sprog.

15: Eksamensbevisets kompetenceprofil

Nedenstående kompetenceprofil vil fremgå af eksamensbeviset:

En kandidat har kompetencer erhvervet gennem et uddannelsesforløb, der er foregået i et forskningsmiljø.

Kandidaten kan varetage højt kvalificerede funktioner på arbejdsmarkedet på baggrund af uddannelsen. Desuden har kandidaten forudsætninger for forskning (ph.d.-uddannelse). Kandidaten har i forhold til bacheloren udbygget sin faglige viden og selvstændighed, således at kandidaten selvstændigt anvender videnskabelig teori og metode inden for såvel akademisk og erhvervsmæssig/ professionel sammenhæng.

16: Uddannelsens kompetenceprofil

Viden

En kandidat i Klinisk videnskab og teknologi har forskningsbaseret viden indenfor:

  • Teknologier til primært diagnosticering og behandling i sundhedssektoren, herunder rehabiliteringsteknologi og telehomecare
  • Eksperimentelle studier og klinisk afprøvning
  • Biostatistik
  • Innovation og implementering af ny teknologi i sundhedssektoren
  • Videnskabelig kommunikation

Færdigheder

  • Besidder informationskompetence på højt niveau
  • Kan dokumentere systematisk litteraturgennemgang og på et videnskabeligt grundlag opstille nye analyse- og løsningsmodeller
  • Kan udarbejde beslutningsgrundlag for indførelse af ny teknologi på grundlag af analyser af viden og videnskabelige studier fra relevante fagområder
  • Kan analysere, diskutere, vurdere, tilrettelægge og gennemføre projekter som relaterer til teknologianvendelse i klinisk praksis
  • Kan formidle forskningsbaseret viden om klinisk videnskab og teknologi og diskutere professionelle og videnskabelige problemstillinger med såvel specialister som ikke-specialister

Kompetencer

  • Kan samarbejde i faglige fællesskaber på tværs af fag og videnskabelige discipliner
  • Kan vurdere et eksisterende vidensgrundlag for anvendelse af ny viden og teknologi i klinisk praksis
  • Kan diskutere teknologi-implementering på et fler-videnskabeligt grundlag og vurdere resultaterne
  • Kan selvstændigt igangsætte og gennemføre forskellige typer forsknings- og udviklingsprojekter med henblik på at fremme relevant anvendelse af ny viden eller teknologi inden for forskellige sundhedsspecialer og samtidig forholde sig kritisk til denne anvendelse

17: Uddannelsens indhold og tilrettelæggelse

Uddannelsen er modulopbygget og tilrettelagt som et problembaseret studium. Et modul er et fagelement eller en gruppe af fagelementer, der har som mål at give den studerende en helhed af faglige kvalifikationer inden for en nærmere fastsat tidsramme angivet i ECTS-point, og som afsluttes med en eller flere prøver inden for bestemte eksamensterminer.
Prøveformen er angivet i studieordningen og i henhold til bestemmelserne i Fællesbestemmelserne.

Uddannelsen bygger på en kombination af faglige, problemorienterede og tværfaglige tilgange og tilrettelægges ud fra følgende arbejds- og evalueringsformer, der kombinerer færdigheder og faglig refleksion:

  • projektarbejde (i grupper med vejledning)
  • forelæsninger
  • workshops
  • opgaveløsning (individuelt og i grupper)
  • feedback på oplæg (skriftlige og mundtlige)
  • faglig refleksion

18: Uddannelsesoversigt

Alle moduler bedømmes gennem individuel gradueret karakter efter 7-trins-skalaen eller bestået/ikke bestået. Alle moduler bedømmes ved ekstern prøve (ekstern censur) eller intern prøve (intern censur eller ingen censur).

Udbydes som: 1-faglig
Modulnavn Type ECTS Bedømmelse Censur Prøve Sprog
1. Semester
Teknologivurdering i klinisk praksis
(STIKVT20K1_1)
Projekt 15 7-trins-skalaIntern prøveMundtlig pba. projekt Dansk og Engelsk
Teknologi i sundhedssektoren
(STIKVT16K1_2)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig Dansk
Implementering af teknologi i sundhedssektorens organisationer
(STIKVT16K1_3)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig eller mundtlig Dansk
Videnskabelige metoder og formidling
(SOTSAM20K1_X)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig eller mundtlig Dansk og Engelsk
2. Semester
Eksperimentel udvikling af klinisk viden
(STIKVT20K2_1)
Projekt 15 7-trins-skalaIntern prøveMundtlig pba. projekt Dansk og Engelsk
Planlægning og gennemførelse af kliniske forsøg
(STIKVT16K2_2)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig eller mundtlig Dansk
Statistisk analyse og design af forsøg
(STIKVT16K2_3)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig eller mundtlig Dansk
Dataopsamling og –behandling
(STIKVT18K2_4)
Kursus 5 Bestået/ikke beståetIntern prøveSkriftlig eller mundtlig Dansk
3. Semester
Ny teknologi i klinisk praksis
(STIKVT20K3_1)
Projekt 20 7-trins-skalaEkstern prøveMundtlig pba. projekt Dansk og Engelsk
Valgfag 3. semester*
Vælg 2 kurser = 10 ECTS
Kursus
4. Semester
Kandidatspeciale
(STIKVT20K4_1)
Projekt 30 7-trins-skalaEkstern prøveSpeciale/afgangsprojekt Dansk

 
Valgfag 3. semester*
Vælg 2 kurser = 10 ECTS
Modulnavn Type ECTS Bedømmelse Censur Prøve Sprog
Projektledelse
(STIKVT16K3_2)
Kursus 5 Bestået/ikke bestået Intern prøve Skriftlig Dansk
Forståelser af sundhed, risiko og forebyggelse
(STIFSV16K1_3)
Kursus 5 Bestået/ikke bestået Intern prøve Skriftlig eller mundtlig Dansk
Interoperabilitet i kliniske informationssystemer
(STIST18K1_5)
Kursus 5 Bestået/ikke bestået Intern prøve Skriftlig eller mundtlig Dansk

19: Henvisninger til uddybende information

20: Ikrafttrædelse og overgangsregler

Studieordningen er godkendt af dekanen og træder i kraft pr. 1. september 2020.

Studienævnet udbyder ikke undervisning efter den hidtidige studieordning fra 2018 efter sommereksamen 2021.

Studienævnet udbyder eksamen i moduler fra den hidtidige studieordning, i det omfang der er studerende, der har brugt prøveforsøg i et modul uden at bestå. Antallet af prøveforsøg følger eksamensbekendtgørelsen.   

21: Ændringer til studieordningen

Prodekanen for uddannelse har den 28. oktober 2020 godkendt, at der på 1. semester indføres det samlæste modul "Videnskabelige metoder og formidling" gældende fra efteråret 2021.

Prodekanen for uddannelse har den 19. december 2021 godkendt, at der på 2. semester foretages en ændring af et enkelt læringsmål i modulet "Planlægning og gennemførelse af kliniske forsøg"  gældende fra foråret 2022. 

Prodekanen for uddannelse har den 30. august 2022 godkendt, at prøveformen i modulet "Planlægning og gennemførelse af kliniske forsøg" ændres fra "Skriftlig" til "Skriftlig eller mundtlig" gældende fra foråret 2023.

Prodekanen for uddannelse har den 21. december 2022 godkendt, at læringsmålet ”Kan udarbejde interviewguides og spørgeskemaer til besvarelse af specifikke forskningsspørgsmål” slettes i modulet ”Dataopsamling og -behandling” på 2. semester. Dispensationen er gældende fra foråret 2023.