Studieordning for kandidatuddannelsen i revision, 2020

I medfør af lovbekendtgørelse nr. 778 af 7. august 2019 (universitetsloven) fastsættes følgende studieordning for den 2-årige og den 4-årige kandidatuddannelse i revision (cand.merc. aud.).

Uddannelsen følger endvidere eksamensordningen for Aalborg Universitet.

Kandidatuddannelsen er tilrettelagt i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 20 af 9. januar 2020 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 22 af 9. januar 2020 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) med senere ændringer. Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 153 af 26. februar 2020 (adgangsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 114 af 3. februar 2015 (karakterbekendtgørelsen).

Den 4-årige erhvervskandidatuddannelse er derudover tilrettelagt i henhold til bekendtgørelse nr. 1605 af 19. december 2017 (erhvervskandidatbekendtgørelsen) med senere ændringer.

Uddannelsen udbydes i Aalborg.

Kandidatuddannelsen hører under Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Kandidatuddannelsen hører under Studienævn for Erhvervsøkonomi.

Kandidatuddannelsen er tilknyttet censorkorps for De Erhvervsøkonomiske Censorkorps.

I medfør af uddannelsesbekendtgørelsen gælder følgende forudsætninger for optagelse på kandidatuddannelsen i revision:

  • Forudsætningen for optagelse på kandidatuddannelsen er, at den studerende besidder viden, kundskaber og færdigheder svarende til dem, der erhverves gennem uddannelsen til den almene erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse (HA), og når de erhvervsøkonomiske fag udgør mindst 75 ECTS-point.
  • Ansøgere med en erhvervsøkonomisk diplomuddannelse med speciale i regnskab og økonomistyring HD(R) eller i finansiering HD(F) kan optages på kandidatuddannelsen på betingelse af, at de inden for de første to semestre består erhvervsøkonomiske fag og hertil knyttede redskabsfag, som til sammen har et omfang på mindst 20 ECTS-point.

Alle nedenfor nævnte redskabsfag tilrettelægges som E-læringsfag.

Studienævnet orienterer forud for hver tilmeldingsperiode de studerende om, hvilke redskabsfag fra studieordningen, som vil blive udbudt i det kommende semester.

Der opkræves deltagerbetaling for deltagelse i redskabsfagene.


Kandidatuddannelsen giver ret til betegnelsen Cand.merc.aud.. Den engelske betegnelse er Master of Science (MSc) in Business Economics and Auditing.

Specialiseringen i kapitalmarkedet giver ret til betegnelsen Cand.merc.aud. (Kapitalmarkedet). Den engelske betegnelse er Master of Science (MSc) in Business Economics and Auditing (Capital Markets).

Den 2-årige kandidatuddannelse er en forskningsbaseret heltidsuddannelse og den 4-årige erhvervskandidatuddannelse er en forskningsbaseret deltidsuddannelse. Uddannelsen er i begge tilfælde normeret til 120 ECTS.

Studienævnet kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra andre uddannelser på samme niveau træder i stedet for uddannelseselementer i denne uddannelse (merit).

Studienævnet kan efter ansøgning ligeledes godkende, at en del af denne uddannelses uddannelseselementer gennemføres ved et andet universitet eller en anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet (forhåndsmerit).

Studienævnets afgørelser om merit træffes på baggrund af en faglig vurdering.

Studienævnets muligheder for at tildele dispensation, herunder dispensation til yderligere prøveforsøg og særlige prøvevilkår, fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger

Eksamensreglerne fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger

I bedømmelsen af samtlige skriftlige arbejder skal der ud over det faglige indhold, uanset hvilket sprog de er udarbejdet på, også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne. Til grund for vurderingen af den sproglige præstation lægges ortografisk og grammatisk korrekthed samt stilistisk sikkerhed. Den sproglige præstation skal altid indgå som en selvstændig dimension i den samlede vurdering. Dog kan ingen prøve samlet vurderes til bestået alene på grund af en god sproglig præstation, ligesom en prøve normalt ikke kan vurderes til ikke bestået alene på grund af en ringe sproglig præstation.

Studienævnet kan i særlige tilfælde (f.eks. ordblindhed og andet sprog end dansk som modersmål) dispensere herfor.

Specialet skal indeholde et resumé på engelsk. Hvis projektet er skrevet på engelsk, kan resumeet skrives på dansk. Resumeet indgår i helhedsvurderingen af projektet.

Det forudsættes, at den studerende kan læse akademiske tekster på moderne dansk, norsk, svensk og engelsk og anvende opslagsværker m.v. på andre europæiske sprog.

Eksamenssproget er dansk. Dette udelukker dog ikke, at dele af opgaveteksten eller bilag hertil kan være på engelsk. Er undervisningen i et fag foregået på engelsk, vil dette sprog kunne anvendes som eksamenssprog. Opgaver, besvarelser og mundtligt forsvar i forbindelse med problembaseret projektarbejde (PBL), herunder særligt i modulerne Rådgivning 1 og Rådgivning 2, kan efter studienævnets nærmere bestemmelse helt eller delvis være på engelsk.

Nedenstående kompetenceprofil vil fremgå af eksamensbeviset:

En kandidat har kompetencer erhvervet gennem et uddannelsesforløb, der er foregået i et forskningsmiljø.

Kandidaten kan varetage højt kvalificerede funktioner på arbejdsmarkedet på baggrund af uddannelsen. Desuden har kandidaten forudsætninger for forskning (ph.d.-uddannelse). Kandidaten har i forhold til bacheloren udbygget sin faglige viden og selvstændighed, således at kandidaten selvstændigt anvender videnskabelig teori og metode inden for såvel akademisk og erhvervsmæssig/ professionel sammenhæng.

Kandidaten

Viden

  • inden for et eller flere fagområder have viden, som på udvalgte områder er baseret på højeste internationale forskning inden for et fagområde.
  • kunne forstå og forholde sig kritisk til fagområdets viden samt kunne identificere videnskabelige problemstil- linger.

Færdigheder

  • mestre videnskabelige metoder og redskaber samt mestre generelle færdigheder, der knytter sig til beskæftigelse inden for faget/fagområdet.
  • kunne vurdere og vælge blandt videnskabelige teorier, metoder, redskaber og generelle færdigheder samt på et videnskabeligt grundlag opstille nye analyse- og løsningsmodeller inden for.
  • kunne formidle forskningsbaseret viden og diskutere professionelle og videnskabelige problemstillinger med både fagfæller og ikke-specialister.

Kompetencer

  • kunne styre arbejds- og udviklingssituationer, der er komplekse, uforudsigelige og forudsætter nye løsningsmodeller.
  • selvstændigt kunne igangsætte og gennemføre fagligt og tværfagligt samarbejde og påtage sig professionelt ansvar.
  • selvstændigt kunne tage ansvar for egen faglig udvikling og specialisering.

Uddannelsen bygger på en kombination af faglige, problemorienterede og tværfaglige tilgange og tilrettelægges ud fra følgende arbejds- og evalueringsformer, der kombinerer færdigheder og faglig refleksion:

  • forelæsninger
  • e-forelæsninger
  • projektarbejde
  • opgaveløsning (individuelt og i grupper)
  • underviser feed-back
  • digitalt understøttet undervisning
  • faglig refleksion
  • præsentationer

Mulighed for specialisering – Kapitalmarkedsforhold (Capital Markets):

Den studerende kan vælge en specialisering inden for Kapitalmarkedsforhold:

  1. Specialiseringen skal sætte den studerende i stand til at forstå, analysere og rådgive om faglige spørgsmål inden for faget med særlig relation til kapitalmarkedet, herunder finansielle virksomheders forhold.
  2. På den studerendes eksamensbevis som cand. merc. aud. angives under kompetenceprofilen specialiseringens navn således: ”Kapitalmarkedsforhold (Capital Markets)”. 
  3. Specialiseringen skal mindst udgøre 30 ECTS ud af studiets samlede 120 ECTS.
  4. Specialiseringen for den enkelte studerende sker ved:
    • at der obligatorisk skal skrives kandidatspeciale på 4. semester (30 ECTS) om et kapitalmarkedsrelateret emne.
    • at der under fagmodulerne Rådgivning 1 (10 ECTS) og Rådgivning 2 (5 ECTS) tilbydes den studerende at arbejde med en virksomhed inden for eller med tilknytning til den finansielle sektor og/eller kapitalmarkedet.
    • at der under valgfagene (i alt 15 ECTS) tilbydes den studerende valgfag i hhv. ”Kapitalmarkedets virksomheder” og ”Finansielle virksomheder”.






Studienævnet orienterer forud for hver tilmeldingsperiode de studerende om, hvilke valgfag fra studieordningen, som vil blive udbudt i det kommende semester.

Studienævnet forbeholder sig retten til ikke at udbyde valgfag, hvor der er for få studerende tilmeldt. Såfremt valgfag ikke udbydes, vil de studerende blive tilbudt andre valgmuligheder.

På studiets hjemmeside http://www.aau.dk/uddannelser/kandidat/revision offentliggøres der nærmere oplysninger om moduler, fagelementer mv. for hvert semester (semesterbeskrivelsen).

På studiets intranet (”Moodle”) https://www.moodle.aau.dk findes nærmere oplysninger om de enkelte moduler og fagelementer for hvert semester, ligesom meddelelser fra studiet til studerende og lærere, faglige chatrum mv. kan tilgås via Moodle.

I semesterplanen (semesterbeskrivelsen) for det enkelte semester er der nærmere oplysninger om det aktuelle pensum, eventuelle eksamensfastlæggelser, timeplan og så vidt muligt lokaleplacering for de enkelte elemente. Semesterplanen godkendes af studienævnet.

Den 2-årige kandidatuddannelse

Studieordningen er godkendt af dekanen og træder i kraft pr. 1. september 2020.

Studienævnet udbyder ikke undervisning efter den hidtidige studieordning fra 2018 efter sommereksamen 2021.

Studienævnet udbyder eksamen i moduler fra den hidtidige studieordning, i det omfang der er studerende, der har brugt prøveforsøg i et modul uden at bestå. Antallet af prøveforsøg følger eksamensbekendtgørelsen.

Den 4-årige erhvervskandidatuddannelse

Studieordningen er godkendt af dekanen og træder i kraft pr. 1. september 2020.

Studienævnet udbyder ikke undervisning efter den hidtidige studieordning fra 2018 efter sommereksamen 2023.

Studienævnet udbyder eksamen i moduler fra den hidtidige studieordning, i det omfang der er studerende, der har brugt prøveforsøg i et modul uden at bestå. Antallet af prøveforsøg følger eksamensbekendtgørelsen.

Prodekanen for uddannelse har den 9. december 2020 godkendt, at der tilføjes en forudsætning for deltagelse i kandidatspecialet gældende fra foråret 2021.

Prodekanen for uddannelse har den 29. januar 2021 godkendt, at HD-redskabsfaget "Videregående organisation og strategi" ændrer prøveform til "Mundtlig" samt ændrer bedømmelsesform til 7-trinsskala gældende fra foråret 2021.

Prodekanen for uddannelse har den 12. maj 2022 godkendt, at følgende valgfag udbydes gældende fra efteråret 2022:

  • Erhvervsret 2 og international skatteret
  • International skatteret
View all fonts in this project