Studieordning for Bacheloruddannelsen i interaktionsdesign 2018

I medfør af lov nr. 261 af 18. marts 2015 om universiteter (Universitetsloven) med senere ændringer fastsættes følgende studieordning. Uddannelsen følger endvidere fællesbestemmelserne og tilhørende eksamensordning ved fakultetet.

Bacheloruddannelsen er tilrettelagt i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 1328 af 15. november 2016 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 1062 af 30. juni 2016 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen). Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 110 af 30. januar 2017 (bacheloradgangsbekendtgørel­sen) og bekendtgørelse nr. 114 af 3. februar 2015 (karakterbekendtgørelsen) med senere ændringer.

Uddannelsen udbydes i Aalborg.

Bacheloruddannelsen hører under Det Teknisk Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet.

Bacheloruddannelsen hører under Studienævn for Datalogi

Bacheloruddannelsen er tilknyttet censorkorps for Datalogi.

Optagelse forudsætter en gymnasial uddannelse.

I medfør af adgangsbekendtgørelsen er uddannelsens specifikke adgangskrav:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik B

Bacheloruddannelsen giver ret til betegnelsen Bachelor (BSc) i interaktionsdesign. Den engelske betegnelse er Bachelor of Science (BSc) in Interaction Design.

Bacheloruddannelsen er en 3-årig forskningsbaseret heltidsuddannelse. Uddannelsen er normeret til 180 ECTS.

Studienævnet kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra andre uddannelser på samme niveau træder i stedet for uddannelseselementer i denne uddannelse (merit).

Studienævnet kan efter ansøgning ligeledes godkende, at en del af denne uddannelses uddannelseselementer gennemføres ved et andet universitet eller en anden videregående uddannelsesinstitution i Danmark eller i udlandet (forhåndsmerit).

Studienævnets afgørelser om merit træffes på baggrund af en faglig vurdering.

Studienævnets muligheder for at tildele dispensation, herunder dispensation til yderligere prøveforsøg og særlige prøvevilkår, fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger

Eksamensreglerne fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på denne hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/regler-vejledninger/

I bedømmelsen af samtlige skriftlige arbejder skal der ud over det faglige indhold, uanset hvilket sprog de er udarbejdet på, også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne. Til grund for vurderingen af den sproglige præstation lægges ortografisk og grammatisk korrekthed samt stilistisk sikkerhed. Den sproglige præstation skal altid indgå som en selvstændig dimension i den samlede vurdering. Dog kan ingen prøve samlet vurderes til bestået alene på grund af en god sproglig præstation, ligesom en prøve normalt ikke kan vurderes til ikke bestået alene på grund af en ringe sproglig præstation.

Studienævnet kan i særlige tilfælde (f.eks. ordblindhed og andet sprog end dansk som modersmål) dispensere herfor.

Bachelorprojektet skal indeholde et resumé på engelsk. Hvis projektet er skrevet på engelsk, kan resumeet skrives på dansk. Resumeet indgår i helhedsvurderingen af projektet.

Det forudsættes, at den studerende kan læse akademiske tekster på moderne dansk, norsk, svensk og engelsk samt anvende opslagsværker mv. på andre europæiske sprog.

Nedenstående kompetenceprofil vil fremgå af eksamensbeviset:

En bachelor har kompetencer erhvervet gennem et uddannelsesforløb, der er foregået i et forskningsmiljø.

En bachelor har grundlæggende kendskab til og indsigt i sit fags metoder og videnskabelige grundlag. Disse egenskaber kvalificerer bacheloren til videreuddannelse på et relevant kandidatstudium samt til ansættelse på baggrund af uddannelsen.

Bacheloren

Viden

  • Har viden om teori, metode og praksis inden for interaktionsdesign og de hertil relaterede fagligheder indenfor datalogi og industriel design.
  • Har viden om usability, menneskelig kognition, designprincipper for visuelt design, forskellige interaktionsformer, og principper for brugeroplevelse ift. interaktionsdesign
  • Har viden om visualiseringsmetoder i arbejdet med interaktionsdesign og anvendelsen af prototyper i udvikling af designkoncepter.
  • Har viden om udarbejdelse af interaktionsdesignforslag og –alternativer til konkrete cases
  • Har viden om design af interaktive fysiske og digitale produkter.
  • Har viden om konstruktion af interaktive systemer gennem imperativ og objekt-orienteret programmering.
  • Har viden om kvalitative og kvantitative metoder og deres anvendelse i interaktionsdesign.
  • Har viden om brugerinddragelse og samarbejde med brugere og virksomheder i alle faser af en interaktionsdesignproces.
  • Har viden om tilrettelæggelse af interaktionsdesignprocesser der integrerer information fra forskellige fagområder og stimulerer tværfagligt samarbejde.
  • Har viden om metoder og teorier i relation til problembaseret projektarbejde
  • Kan forstå og reflektere over teorier, metode og praksis.

Færdigheder

  • Kan gennemføre interaktionsdesignprocesser i overensstemmelse med konkrete metoder
  • Kan anvende metoder og redskaber indenfor interaktionsdesign til at angribe, strukturere og gennemføre aktiviteterne i en interaktionsdesignproces
  • Kan vurdere teoretiske og praktiske problemstillinger indenfor interaktionsdesign samt begrunde og vælge relevante løsningsmodeller.
  • Kan analysere og udfolde et interaktionsdesignproblem, samt evaluere og vurdere kvaliteten af et interaktionsdesign og dets alternativer.
  • Kan illustrere og kommunikere mulige interaktionsdesignløsninger på konceptniveau og gennem konkrete designløsninger.
  • Kan gennemføre kvantitative og kvalitative undersøgelser, brugerorienterede og integrerede designprocesser, og samarbejde med virksomheder.
  • Kan formidle faglige problemstillinger og løsninger til fagfæller og ikke-specialister eller samarbejdspartnere og brugere.

Kompetencer

  • Kan analysere, designe, realisere og vurdere komplekse interaktionsdesigns gennem anvendelse af fagets centrale metoder og teorier.
  • Kan redegøre præcist for centrale principper og retningslinjer for interaktionsdesign ift. både fysiske og digitale interaktive produkter og systemer.
  • Kan anvende forskellige visualiseringsteknikker i en designproces, og vurdere kulturelle, markedsmæssige, brugsmæssige, æstetiske og tekniske forhold ved et interaktionsdesign.
  • Kan omsætte interaktionsdesignkrav til et funktionelt interaktivt system.
  • Kan planlægge og gennemføre kvalitative og kvantitative undersøgelser, og begrunde og vurdere metodiske valg i en interaktionsdesignproces
  • Kan håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer og selvstændigt indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang.
  • Kan identificere egne læringsbehov og strukturere egen læring i forskellige læringsmiljøer.

Uddannelsen er modulopbygget og tilrettelagt som et problembaseret studium. Et modul er et fagelement eller en gruppe af fagelementer, der har som mål at give den studerende en helhed af faglige kvalifikationer inden for en nærmere fastsat tidsramme angivet i ECTS-point, og som afsluttes med en eller flere prøver inden for bestemte eksamensterminer, der er angivet og afgrænset i studieordningen.


Uddannelsen bygger på en kombination af faglige, problemorienterede og tværfaglige tilgange og tilrettelægges ud fra følgende arbejds- og evalueringsformer, der kombinerer færdigheder og faglig refleksion:

 

  • forelæsninger
  • klasseundervisning
  • projektarbejde
  • workshops
  • opgaveløsning (individuelt og i grupper)
  • lærerfeedback
  • faglig refleksion
  • porteføljearbejde

Regler om forløb af bacheloruddannelsen
Inden udgangen af første studieår på bacheloruddannelsen skal den studerende, for at kunne fortsætte uddannelsen, deltage i alle prøver på første studieår. Første studieår skal være bestået senest inden udgangen af andet studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte sin bacheloruddannelse.

Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres fra ovenstående.

Alle moduler bedømmes gennem individuel gradueret karakter efter 7-trins-skalaen eller bestået/ikke bestået. Alle moduler bedømmes ved ekstern prøve (ekstern censur) eller intern prøve (intern censur eller ingen censur).




Som det fremgår af titlerne, indeholder en række kursusmoduler videnskabsteori og videnskabelig metode. Det gælder navnlig kursusmodulerne Videnskabsteori og projektarbejde, Kvalitativ metode, og Kvantitativ metode.

Gældende version af studieordningen er offentliggjort på studienævnets hjemmeside, herunder mere udførlige oplysninger om uddannelsen, herunder om eksamen.

Studieordningen er godkendt af dekanen for Det Tekniske Fakultet for IT og Design og træder i kraft pr. 1. september 2018.

Studerende, der ønsker at færdiggøre deres studier efter den hidtidige studieordning fra 2017, skal senest afslutte deres uddannelse ved sommereksamen 2020, idet der ikke efter dette tidspunkt udbydes eksamener efter den hidtidige studieordning.

Der er foretaget mindre redaktionelle ændringer i forbindelse med digitalisering af studieordningen.

Prodekanen for uddannelse har den 27. maj 2020 godkendt, at bedømmelsesformen på modulet "Modelleringsteknik og renderingsmetoder i 3D" ændres fra 7-trinsskala til bestået/ikke bestået gældende fra forårssemesteret 2020.

Prodekanen for uddannelse har den 10. november 2020 godkendt valgfaget ”Systemudvikling” på 5. semester udskiftes med modulet ”Systemanalyse og design” gældende fra efteråret 2020.

Prodekanen for uddannelse har den 14. juli 2021 godkendt, at kursusmodulet "Mekatroniske produkter og systemer" og projektmodulet "Interaktivt fysisk design" på 5. semester sammenlægges til et nyoprettet projektmodul "Interaktivt fysisk design"  gældende fra efteråret 2021.

 

View all fonts in this project