Studieordning for bacheloruddannelsen i informationsteknologi, 2019

I medfør af lovbekendtgørelse nr. 172 af 27. februar 2018 om universiteter (Universitetsloven) med senere ændringer fastsættes følgende studieordning. Uddannelsen følger endvidere fællesbestemmelserne og tilhørende eksamensordning ved fakultetet.

Bacheloruddannelsen er tilrettelagt i henhold til Uddannelses- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 1328 af 15. november 2016 om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne (uddannelsesbekendtgørelsen) med senere ændringer og bekendtgørelse nr. 1062 af 30. juni 2016 om eksamen og censur ved universitetsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) med senere ændringer. Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 107 af 12. februar 2018 (bacheloradgangsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 114 af 3. februar 2015 (karakterbekendtgørelsen).

Uddannelsen udbydes i Aalborg.

Bacheloruddannelsen hører under Det Teknisk Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet.

Bacheloruddannelsen hører under Studienævn for Datalogi

Bacheloruddannelsen er tilknyttet censorkorps for Datalogi.

Optagelse forudsætter en gymnasial uddannelse.

I medfør af adgangsbekendtgørelsen er uddannelsens specifikke adgangskrav:

  • Dansk A

  • Engelsk B

  • Matematik B

Bacheloruddannelsen giver ret til betegnelsen Bachelor (BSc) i informationsteknologi. Den engelske betegnelse er Bachelor of Science (BSc) in Information Technology.

Bacheloruddannelsen er en 3-årig forskningsbaseret heltidsuddannelse. Uddannelsen er normeret til 180 ECTS.

Studienævnet kan godkende, at beståede uddannelseselementer fra andre bacheloruddannelser træder i stedet for uddannelseselementer i denne uddannelse (merit). Studienævnet kan også godkende, at beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau træder i stedet for uddannelseselementer efter denne studieordning. Afgørelser om merit træffes af studienævnet på baggrund af en faglig vurdering. For regler om merit se fællesbestemmelserne.

Studienævnet kan, når der foreligger usædvanlige forhold, dispensere fra de dele af studieordningens bestemmelser, der ikke er fastsat ved lov eller bekendtgørelse. Dispensation vedrørende eksamen gælder for den først kommende eksamen.

Eksamensreglerne fremgår af eksamensordningen, der er offentliggjort på studielegalitets hjemmeside: https://www.studieservice.aau.dk/Studielegalitet/

I bedømmelsen af samtlige skriftlige arbejder skal der ud over det faglige indhold, uanset hvilket sprog de er udarbejdet på, også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne. Til grund for vurderingen af den sproglige præstation lægges ortografisk og grammatisk korrekthed samt stilistisk sikkerhed. Den sproglige præstation skal altid indgå som en selvstændig dimension i den samlede vurdering. Dog kan ingen prøve samlet vurderes til bestået alene på grund af en god sproglig præstation, ligesom en prøve normalt ikke kan vurderes til ikke bestået alene på grund af en ringe sproglig præstation.

Studienævnet kan i særlige tilfælde (f.eks. ordblindhed og andet sprog end dansk som modersmål) dispensere herfor.

Bachelorprojektet skal indeholde et resumé på engelsk (eller et andet fremmedsprog: fransk, spansk eller tysk efter studienævnets godkendelse) . Hvis projektet er skrevet på engelsk, skal resumeet skrives på dansk (Studienævnet kan dispensere herfra). Resumeet skal være på mindst 1 og må højst være på 2 sider (indgår ikke i eventuelle fastsatte minimum- og maksimumsidetal pr. studerende). Resumeet indgår i helhedsvurderingen af projektet.

Det forudsættes, at den studerende kan læse akademiske tekster på moderne dansk, norsk, svensk og engelsk samt anvende opslagsværker mv. på andre europæiske sprog

Nedenstående kompetenceprofil vil fremgå af eksamensbeviset:

En bachelor har kompetencer erhvervet gennem et uddannelsesforløb, der er foregået i et forskningsmiljø.

En bachelor har grundlæggende kendskab til og indsigt i sit fags metoder og videnskabelige grundlag. Disse egenskaber kvalificerer bacheloren til videreuddannelse på et relevant kandidatstudium samt til ansættelse på baggrund af uddannelsen.

Bacheloruddannelsens kompetenceprofil omfatter IT-kompetencer indenfor følgende aspekter: kommunikation, forretningsudvikling, innovation og globalisering, projektledelse, brugere og design, systemudvikling, programmering og implementering

Bacheloren

Viden

  • har viden om teori, metode og praksis inden for udvikling af informationssystemer såvel som analyse, design, programmering/implementering og evaluering med brugere samt forretningsudvikling og projektledelse.

  • har viden om grundlæggende teorier og metoder inden for menneskelig kommunikation, produktudvikling og forretningsprocesser.

  • kan forstå og reflektere over teorier, metoder og praksis inden for disse områder.

  • kan anvende den faglige terminologi på korrekt vis

Færdigheder

  • kan gennemføre systemudviklingsprocesser i overensstemmelse med konkrete metoder

  • kan anvende viden fra en teoridannelse inden for informationsteknologi, kommunikation eller forretning til at vælge og argumentere for en modeldannelse inden for en avanceret anvendelse af informationsteknologi

  • kan opstille en model af et relevant problem og anvende denne til at forstå og løse problemet

  • kan formidle faglige problemstillinger og løsningsmodeller til fagfæller og ikke-specialister eller samarbejdspartnere og brugere

Kompetencer

  • kan analysere, designe og realisere komplekse informationssystemer, ud fra både tekniske, brugsorienterede, forretningsmæssige og kommunikationsmæssige perspektiver.

  • kan begrunde og vurdere udviklings processer og de resulterende design og systemer

  • kan håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i studie- eller arbejdssammenhænge og selvstændigt indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang.

  • kan identificere egne læringsbehov og strukturere egen læring i forskellige læringsmiljøer

Uddannelsen er modulopbygget og tilrettelagt som et problembaseret studium. Et modul er et fagelement eller en gruppe af fagelementer, der har som mål at give den studerende en helhed af faglige kvalifikationer inden for en nærmere fastsat tidsramme angivet i ECTS-point, og som afsluttes med en eller flere prøver inden for bestemte eksamensterminer, der er angivet og afgrænset i studieordningen.

Uddannelsen bygger på en kombination af faglige, problemorienterede og tværfaglige tilgange og tilrettelægges ud fra følgende arbejds- og evalueringsformer, der kombinerer færdigheder og faglig refleksion:

  • forelæsninger

  • klasseundervisning

  • projektarbejde

  • workshops

  • opgaveløsning (individuelt og i grupper)

  • lærerfeedback

  • faglig refleksion

  • porteføljearbejde

Regler om forløb af bacheloruddannelsen
Inden udgangen af første studieår på bacheloruddannelsen skal den studerende, for at kunne fortsætte uddannelsen, deltage i alle prøver på første studieår. Første studieår skal være bestået senest inden udgangen af andet studieår efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte sin bacheloruddannelse.
Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres fra ovenstående.

Alle moduler bedømmes gennem individuel gradueret karakter efter 7-trinsskalaen eller bestået/ikke bestået (B/IB). Alle moduler bedømmes ved ekstern prøve (ekstern censur) eller intern prøve (intern censur eller ingen censur).

Efter 4. semester kan den studerende følge et af tre forskellige spor gældende for både 5. og 6. semester:

  • Forretning (F)

  • Kommunikation (K)

  • Teknologi (T)





Videnskabsteori og videnskabelig metode indlæres gennem kursusaktiviteterne Problembaseret læring i videnskab, teknologi og samfund (1. semester), Datalogiens matematiske grundlag (2. semester) og bringes i anvendelse i projektmodulerne på henholdsvis 5. semester og 6. semester.

Studieordningen er godkendt af dekanen og træder i kraft pr. 1. september 2019.

Studienævnet udbyder ikke undervisning efter den hidtidige studieordning fra 2015 efter sommereksamen 2021.

 

Prodekanen for uddannelsen har den 4. november 2019 godkendt, at modulet "Business Fundamentals" skiftes ud med modulet "Innovation og forandring 2: Forandringsledelse og forandringskommunikation" på 2. semester.

View all fonts in this project